Sorg som turistattraktion

Steve Kandell mistede sin søster i angrebet mod World Trade Center den 11. september 2001. I artiklen The Worst Day Of My Life Is Now New York’s Hottest Tourist Attraction beskriver han, hvordan det føltes at besøge 9/11 Memorial Museum i New York.

Da Kandell før åbningen af museet læste, at der er en butik, hvor man kan købe souvenirs blev han meget vred. Hans umiddelbare reaktion var, at han ikke havde lyst til at sætte sine ben på museet, men han endte med at ombestemme sig. Kandell beretter, hvordan han ikke følelsesmæssigt kan relatere til museet og mindesmærket, men at han har forståelse for at begge ting findes. De findes bare ikke for hans skyld. Han finder en nekrolog for hans søster på en af museets computere og opdager, at der er fejl i den. Hverken han eller hans familie var blevet kontaktet af de, der skrev nekrologen. Kandells artikel viser, hvordan sorg og traumer ofte eksisterer i både en privat og en national kontekst. Det nationale behov for at markere en traumatisk begivenhed som angrebene på World Trade Center i 2001 harmonerer ikke med den måde Steve Kandell gerne vil mindes hans søster.

Der var mange forslag til, hvordan 9/11-museet og det tilhørende mindesmærke skulle se ud. Der var bl.a. et forslag, hvor museet var udformet som et kæmpe amerikansk flag. Her under ses en skitse af et andet forslag, der var med i konkurrencen, men ikke blev antaget. En del af bygningen forestiller en tegneserieagtig figur med hovedet i hænderne.

Skitse til forslag til 9/11-museum i New York

Skitse af et af forslagene i den officielle konkurrence om at designe 9/11-museet i New York

 

Personlig og national sorg
De pårørende ved store nationale tragedier som angrebene den 11. september kan ende med at føle sig tilsidesat, når der bliver bygget mindesmærker og arrangeret mindearrangementer, da der bliver blandet politik og ideologier ind i noget, der for de pårørende er meget privat og personligt. Det er derfor, at der ofte er mange konflikter om udformningen af mindesmærker. De, der har en direkte og personlig forbindelse til ofrene har ofte et blik på, hvordan man bedst mindes de døde, der ikke passer sammen med den kontekst som f.eks. en nation eller et politisk styre har. Ethvert mindesmærke afspejler noget om den samtid det opføres i samt, hvem der har fået lov at bestemme dets udformning. I mange tilfælde er det ikke pårørende til ofrene, men derimod politikere eller udvalgte juryer, der bestemmer præcis, hvordan et mindesmærke skal se ud. Kandell konkluderer i sin artikel, at der nok ikke er noget mindesmærke, der ville kunne stille alle, der har et forhold til angrebene den 11. september tilfreds. Hans artikel sætter tankerne i gang hos mig og får mig til at se lidt anderledes på nogle af de mindesmærker vi har her i Danmark og både de nye og gamle mindesmærker jeg har set i Berlin. Der var mange, der var svært utilfredse med det store jødiske mindesmærke nær Brandenburger Tor både før og efter det blev bygget. Jeg syntes også selv, da jeg så det første gang, at det var meget abstrakt og ikke særligt personligt. Jeg ændrede dog mening efter, at jeg læste en artikel om en overlevende fra Auschwitz, der havde besøgt mindesmærket. Hun syntes mindesmærket var meget passende og fortalte, at den grå farve i hendes øjne formidlede den gråhed og tristhed hun oplevede i koncentrationslejren. Da jeg så mindesmærket næste gang oplevede jeg det pludselig på en helt anden måde. Det interessante ved mindesmærker er for mig netop, at de eksisterer i et krydsfelt mellem mange forskellige mulige tolkninger.

Model af jødisk mindesmærke Berlin

Model af Peter Eisenmans forslag til mindesmærke for jødiske ofre for Anden Verdenskrig

 

Tekst og fotos: Tine Knudsen

 

Tags: , , , , , , ,

Sorry, the comment form is closed at this time.

Foredrag om mindesmærker i Berlin