I Berlin er der blevet bygget centralt placerede mindesmærker for flere grupper af nazismens ofre. Nogle spørger om der skal bygges flere, da der var flere grupper end dem, der nu er repræsenteret i området omkring Brandenburger Tor og Tiergarten.

Mindesmærket for sintier og romaer blev bygget i 2012, mindesmærket for homoseksuelle i 2008 og mindesmærket for jødiske ofre i 2005.

Men hvad med de handicappede, kommunisterne og alle de andre?

Dette sætter gang i debatten om, hvorfor man bygger separate mindesmærker for grupper af ofre og ikke bare bygger et stort, fælles mindesmærke.

For og imod
Et argument imod separate mindesmærker kunne være, at et fælles mindesmærke ville ligestille alle ofre, og man ville kunne forenes om at mindes dem.

Et fælles mindesmærke ville fjerne opdelingen mellem ofrene og noget af den konkurrence om anerkendelse som nogle føler, der er og har været. Dette argument er bl.a. blevet brugt af nogle af de foreninger, der repræsenterer de mindre kendte og antalsmæssigt mindre grupper af ofre som f.eks. sintier og romaer.

Et argument for separate mindesmærker kunne være, at de forskellige gruppers historie ikke har løbet parallelt, hverken før, under eller efter Anden Verdenskrig.

Ved at have flere forskellige mindesmærker kan man sætte fokus på hver enkelt gruppes specifikke historie.

Kampen om anerkendelse
Det er ikke tilfældigt, at sintier og romaer først har fået et stort officielt mindesmærke i Berlin i 2012. Folkemordet på denne gruppe er først sent blevet anerkendt af den tyske stat.

Homoseksuelle ofre blev i lang tid heller ikke anerkendt, da homoseksualitet vedblev at være en forbrydelse i mange år efter krigens afslutning.

Mange homoseksuelle, der var blevet idømt fængselsstraffe for deres seksualitet, fik opretholdt deres fængsling af de nye magthavere. De skulle sidde den tid ud som de var blevet idømt af nazisterne, da deres seksualitet stadig var en forbrydelse.

Dette taler for nødvendigheden af separate mindesmærker, men idéen om at mindes alle ofrene sammen har også en værdi. Der er noget meget tiltalende ved at se på alle ofrene som mennesker frem for alt. Det kan dog ikke ignoreres, at grunden til at folk blev forfulgt og dræbt var lige netop deres tilhørsforhold til en bestemt gruppe i samfundet.

Jeg mener ikke man kan komme til en endelig konklusion om, hvorvidt det er separate mindesmærker eller et fælles mindesmærke, der er den bedste løsning. Hver løsning giver nogle muligheder som den anden ikke gør.

Selve diskussionen om, hvorfor man mindes fortiden på en bestemt måde er altid relevant og kan kaste lys over fordomme og uvidenhed i samfundet både før og nu.

 

Tekst og fotos Tine Knudsen